Hvordan rester bliver til mad og drikke

Ok… Jeg er verdens dårligste blogger. Indrømmet. Så snart solen begyndte at vise sig det mindste, var mit eneste fokus at komme ud i strålerne. Bloggen blev således nedprioriteret på det groveste. Undskyld. Og så alligevel ikke, for hvor har det været skønt at være hjemmegående henover sommeren. Nyde vejret, nyde børnene, nyde friheden.

Før sommeren investerede vi i en juicer. Jeg var så meget i tvivl om hvilken jeg skulle vælge, da de fleste slowjuicere koster kassen. Som jeg kunne læse mig frem til, indeholder juice fra en slowjuicer op til 70% flere vitaminer end juice fra almindelige juicere. Hovedårsagen til at vi ville have en juicer var, at børnene er usandsynligt dårlige til at spise deres grøntsager, og derfor tænkte jeg, at jeg ved at juice dem istedet, kunne få lidt sunde vitaminer i dem. Derfor var vitaminindholdet essentielt. Så derfor en slowjuicer. Men ok 3000,- for en juicer er altså langt over mit budget, så da jeg så Aarstiderne anbefalede en meget billigere model slog jeg til og købte denne. Og den er intet mindre en fantastisk! Det eneste aber dabei er altså spildet, det vil sige pulpen, for hvor er det bare alt for ærgerligt at smide det ud! Derfor fandt jeg på, synes jeg, et super godt “stop madspild” råd: 

  1. Behold alle grøntrester såsom stokke, stilke og gulerodsender fra madlavningen og en lufttæt beholder
  2. Når du så har lyst til en juice, hælder du det hele i juiceren
  3. Den overskydende pulp kan derefter bruges til blandt andet lækre grøntsagsboller/fladbrød som dem jeg bringer en opskrift på nedenfor. Du kan evt begynde med at juice grøntsagerne og bruge pulpen deraf til bollerne og så juice eventuel frugt bagefter og bruge pulpen deraf til mos eller tærtefyld

Det er da genialt ik?? Altså det kræver selvfølgelig at man har en juicer. Sammen med min crock pot, Bamix stavblender og elkoger er juiceren altså blandt de bedste grejinvesteringer overhovedet. Selvfølgelig bortset fra at børnene IKKE gider drikke det stads. Måske når æblerne er i sæson, at de vil drikke ren æblemost. Måske ikke. Men de voksne er jubelglade for den:-)

   
 Grøntsagsfladbrød/boller:

  • 5 dl grøntsagspulp (denne gang bestod den af gulerod, bladselleri, agurk, mynthe og ingefær)
  • 4 m/l æg
  • 1 dl Husk (den grønne)
  • Evt 1 tsk bagepulver hvis de skal hæve til at ligne boller lidt

Sæt ovnen på 175 grader varmluft.

Giv pulpen en omgang med blenderen hvis pulpen ikke er helt findelt. Derefter kommes æggene i og blandes godt. Til sidst skal Husk’en i og blandes igen. Lad det stå i et par minutter og fordel så dejen på en beklædt bageplade i den størrelse du ønsker. Min portion var nok til 5 store klatter. Giv dem 25 minutter i ovnen. 

Kan bruges til sandwich eller en hurtig snack til turen eller noget helt tredje.

Zabaglione på low carb måden

Jeg kan godt mærke at den dér sommer, fjerner fokus fra bloggen. Det er ligesom om at dét at være lukket inde hele vinteren er langt mere fordrende for skriveriet… Wonder why;-).

Nå men én af de opskrifter jeg aldrig fik postet var denne zabaglione opskrift. Jeg har virkelig et hav af æggeblommer til overs fra mine favorit low carb boller og det betyder at jeg skal være lidt kreativ, for ligeså meget jeg elsker mine boller, ligeså lidt ønsker jeg at smide blommerne ud. Her i den (forhåbentlig kommende…) varme tid er det jo oplagt at lave is af dem – hvis man vel og mærke ikke bekymrer sig om salmonella. Det gør jeg ikke ift. mig selv, men jeg laver altid en tester, hvor jeg spiser lidt af hver portion (stakkels lille mig) og derefter først serverer den nogle dage efter for børnene. Jeg ved udemærket godt at vi er blevet salmonellafri i DK, men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at servere rå, utestede, æg for mine børn. Endnu. Dagen skal nok komme;-). Men i hvert fald kan man udover islavning forsøge sig med denne opskrift, som passer perfekt med sommerens lækre friske bær.

Min mand synes denne portion blev liiiige en tand for stærk, grundet Marsala’en, hvilket jeg fik løst (og nogen ville endda sige forbedret) ved at tilsætte flødeskum til sidst. Hold.nu.op det smagte fantastisk! 

  
Zabaglione (4 pers)

Ingredienser:

  • 6 æg
  • 150 gram kokossukker
  • 1/2 dl Marsala

Fremgangsmåde:

Æggeblommer og sukker blandes i en rustfri skål eller gryde. Piskes med et elektrisk piskeris til blandingen er hvid og skummende. Marsala hældes dråbevis i blandingen, som piskes til den er fuldstændig ensartet. 

Skålen sættes over vandbad ved lavt blus. Der røres videre med det elektriske piskeris indtil massen bliver tyk og blød. Skålen fjernes fra blusset og køles helt af.
Når blandingen er kølet af, vendes den med flødeskum og serveres umiddelbart derefter, eventuelt med friske jordbær.

Beslutningen

  “Klokken er 8.20 en mandag morgen i september 2014. “Mor jeg vil ikke derind i dag” græder min datter på 3. Hun vil ikke i børnehave. Men ind skal hun, for jeg skal på arbejde. Jeg får hende afleveret til en lettere modvillig pædagog, som er i gang med nogle aktiviteter med fem andre børn. “Mor neeeeej!!!”. HVER dag græder hun når hun skal afleveret, HVER dag bliver mit hjerte knust. Men videre skal jeg. Op på cyklen, afsted på job, tjene penge og så hjem igen til “kvalitetstid” med børnene mellem 16.00 og 19.00. Kvalitetstid i gåseøjne, for kvalitetstid kan man vel ikke rigtig kalde konstant ADHD agtig gråd fra afhentning til sengetid?

Samtidig havde jeg i en lang periode ikke kunne sove om natten, jeg havde panikanfald, jeg tabte mig, jeg kunne fare i flint over småting.

Dén morgen gik det op for mig, at det ikke kunne blive ved. Jeg ringede til lægen og fik en akuttid og blev diagnosticeret med stress og sygemeldt. Det blev hurtigt tydeligt for mig, at den struktur vores familieliv havde var usundt.

Jeg havde stress, min mand gik rundt med konstant dårlig samvittighed over, at arbejde for meget og dermed overlade alt det huslige til mig, jeg følte en sær distance mellem min søn og jeg, som skyldtes at vi sjældent havde god tid sammen, aftaler blev glemt, hobbyer var ikke eksisterende, da al fritid blev brugt med børnene, for at kompensere for dårlig samvittighed, og vigtigst af alt, min datter havde det ikke godt.

Før jeg fik børn, havde jeg ofte sagt, at hvis jeg nogensinde fik børn ville jeg gå hjemme mens de var små. Men så var der jo lige det arbejde, som var spændende, og regninger der skulle betales, og skoene der skulle være råd til.

Min redning blev min stress. Med den diagnose, fik jeg et carte blanche til at tage mig af mig selv og bruge tid på, at overveje hvor jeg egentlig gerne ville være. Svaret var entydigt: HJEMME MED MINE BØRN. Det føltes ikke som en kapitulering eller en ligegyldighed overfor hele kvindefrigørelsen. Faktisk følte jeg, ved at træffe beslutningen om at være fuldtidsmor, at det var den stærkeste, mest feministiske beslutning i mit liv.

Nu er der kun to sæt små hænder der trækker i mig og det føles som det bedste i verden.

 

Yoghurt

Havde jeg bare vidst hvor nemt det er at lave sin egen yoghurt, så havde sparet en masse penge gennem årene. Hjemme hos os varer sådan en spand cirka to dage – mindre hvis lillepigen også vil ha’. Dét bliver altså mange penge, når sådan en spand koster i omegnen af 40,- hvis den skal være øko.

Så en dag, så jeg inde på kvalimad.dk at det var mega nemt at lave selv; man skulle bare bruge mælk og kærnemælk og vupti, så var der i løbet af et par døgn yoghurt. Derfor er det måske ikke helt fair at kalde dette en opskrift, da den er så enkel, but nevertheless, får i den hér:

Hjemmelavet yoghurt

Ingredienser:

  • 1 liter sødmælk (måske det sagtens kan lade sig gøre med andre typer mælk – men har ikke prøvet det)
  • 1/2 dl kærnemælk

Fremgangsmåde:

Bland mælk og kærnemælk sammen i en beholder med låg. Sæt den på køkkenbordet indtil mælken skiller. Hvis der ønskes almindelig yoghurt kan man bruge den med det samme, men hvis du gerne vil have den lidt mere cremet, så kan den drænes indtil den ønskede konsistens opnås. Jeg hælder yoghurten op i en så, med et ostelærred eller en stofbleer og lader den dræne, enten på køkkenbordet eller i køleskabet. Jeg dræner den ofte lidt længere end nødvendigt, da jeg spæder yoghurten op med fløde bagefter, for at gøre den lidt mere low carb. Når den er færdig blender jeg den altid lidt, da jeg godt kan li’ at den er helt glat, men det er en smagssag måske. 

Servér den med din yndlingstopping. Min yndling er årstidens frugt, mandler, chiafrø og hørfrø:-).

Ellers kan man, som du kan se nedenunder, bare tage det der er i skabet dén dag;-)

   

Vandkefir

IMG_0519

Dette indlæg er temmelig “urtet” om man vil. Det var i hvert fald de associationer jeg fik første gang jeg stødte på fænomenet kefir. Men nu forholder det sig sådan at jeg har savnet noget andet end vand at drikke, som jo ellers er det man indtager i low carb high fat kuren (øv jeg hader navnet kur! Men det hedder det altså!). Og der blev lovet frugtsodavand hér, so why not try it?

Da jeg var yngre indtog jeg afsindige mængder coca cola og det er nok én af de vaner jeg har haft sværest ved at lægge fra mig. Ikke at jeg i mine voksne år har drukket ekstreme mængder, men jeg craver altid cola når jeg er syg eller virkelig træt. Og når man har små børn, som ikke sover om natten, så er man altså ofte træt. Nogle gange tyer jeg til kaffe, men jeg bliver ærligt talt ret skør i hovedet af mere end én enkelt kop ad gangen. Derfor synes jeg bestemt der er plads i mit liv til en ny, og sundere, sukkervand!

De første omgange jeg lavede kefir, brugte jeg helt almindeligt økologisk rørsukker, men det gør altså ikke særlig meget for produktionen af kulsyre. Derfor gik jeg over til at komme lidt muscovadosukker i og det hjalp betragteligt, men det var ikke før jeg, i mangel af bedre, kom 1/3 kokossukker i, at der virkelig skete noget. Efter megen læsning om kefir, kan jeg se at kefir arter sig utrolig forskelligt afhængigt af hvem der har den. For nogle virker kokossukker eksempelvis ikke.

Min optimale kefir er den der bruser dejligt og ikke er særlig sød. Ved at bruge kokossukker går der cirka 2 døgn med fermenteringen, førend den er klar. Men prøv dig frem. Nogle frugttyper, eksempelvis æbler, kan også få processen til at gå stærkere.

Der findes en gruppe på Facebook, hvor det er muligt at erhverve sig vandkefir, men hvis man ikke lige benytter sig af Facebook, kan man købe det hér.


image

hu

Money money money

Money

Som hjemmegående vil økonomien jo altid se anderledes ud end den hos den gennemsnitlige familie, når der kun er én reel indtægt. Lige nu får jeg tilskud til at have børnene hjemme fra min kommune. Dette har jeg indtil midt december 2015.

Derefter er planen at jeg skal blive selvstændig. Hvor mange timers arbejde om ugen det bliver til, ved jeg ikke endnu. Jeg vil gerne have mulighed for, at have mine børn hjemme. Det giver det altså utrolig meget mening at leve på en sten, når børnene trives.

Som det ser ud nu, efter nogle måneder med tilskud og uden løn, så er dette en overskudsgivende forretning. Vi har simpelthen flere penge til rådighed efter alt er betalt end da jeg arbejde?!? Dét havde vi altså ikke regnet med.

I og med jeg laver rigtig meget selv nu og har tid plus overskud til at spare hvor der spares kan, så er vores forbrug faldet dramatisk. Vi køber aldrig take-away mere. Måltidskasserne fra Aarstiderne behøver vi heller ikke, da jeg har overskud til at lave en madplan og bestiller gennem Nemlig.com (nej jeg er ikke betalt for at skrive dette;-)).

Jeg har måtte erkende at jeg altså ikke er super sej til at handle ind i butikker. Jeg bliver altid fristet. Det er som om bazar-/tilbudshylderne har en eller anden sær tiltrækningskraft på mig og jeg er magtesløs. Der er pludselig den ene, anden og tredje ting om jeg bare MÅ have. Kender i det?

Nu bliver 80% af vores indkøb gjort på nettet. Også tøj, for det er de samme fælder jeg falder i dér. Hvis jeg befinder mig i en butik under udsalg så er der sket en fejl – det var IKKE meningen!

Mine spareråd indtil videre er:

  • Køb hele eller halve dyr hos en landmand og frys ned. Hér er der en masse penge at spare
  • Køb en slow cooker for eksempel en Crock Pot. Så kan du lave de lækreste retter på de billigste kødudskæringer og stadig forlade hjemmet mens det simrer.
  • Køb ind på nettet og undgå impulskøb
  • Lav alt det selv du orker, eksempelvis yoghurt, creme fraiche, flødeost, boller, rugbrød
  • Køb tøj, legetøj og møbler brugt. Jeg anbefaler at i forsøger jer med Trendsales, da der findes kategorierne “næsten som ny” og “aldrig brugt” hvor du kan få virkelig meget for pengene. Jeg købte en helt ny Molo flyverdragt til under halv pris hvor der stadig var prismærke i nakken.
  • Overvej hvad du smider ud. Kan det bruges til noget andet? Fløde til mascarpone, syltetøjsglas til hjemmelavede ting og sager, blomkålsstokke til blomkålssuppe etc.
  • Køb stort ind når der er tilbud. Hjemme hos os er jeg altid på udkig efter tilbud på æg, fløde og smør, da vi bruger enorme mængder af disse fødevarer. Vi skal uden tvivl have høns selv, når vi en dag flytter ud af byen!

Jeg vil opdatere denne liste løbende, når jeg finder på nye sparetips:-)

 

 

Himmelsk low carb focaccia 

  
Med udgangspunkt i min bolleopskrift, som jeg postede for noget tid siden, har jeg nu videreudviklet den og har skabt (trommehvirvel) focacciabrødet! 

Jeg er en sucker for focaccie. Noget af det jeg satte allermest pris på, da jeg arbejdede som arkæolog i Italien, var at tage forbi min yndlingscafé i frokostpausen og spise focaccia med mortadella og stracchino-ost. Til jer italienere derude: jeg ved udemærket det er helligbrøde af værste skuffe, det med mortadella og ost sammen, men jeg KAN altså ikke lade være. Undskyld. Men for jeres egen skyld, prøv det! Jeg ser for mig, i nær fremtid, en opblomstring af hemmelige, ikke-dogmatiske, mortadella/osteserverende beværtninger rundt omkring i Italien;-)

Værs’artig:

  

Ingredienser:

  • 3 hele æg
  • 6 æggehvider
  • 250 gram fintrevet mild cheddar eller gouda 
  • 1 dl fedtreduceret mandelmel
  • 2 dl pofiber
  • 50 gram smeltet smør
  • 2 spsk gul HUSK
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk fint salt
  • Flagesalt
  • Frisk eller tørret rosmarin
  • 1/2 dl olivenolie

Fremgangmåde:

Bland alle ingredienser sammen, undtagen flagesalt, rosmarin og olie, og lad det samle sig i 10 minutter, mens ovnen varmer op.

Kom blandingen i en bageform (cirka 30×20 cm) beklædt med bagepapir. Prik lidt huller i dejen med fingrene, dryp derefter med olie og drys med salt og rosmarin.  Bag brødet ved 175 grader varmluft i 25 minutter. 

10 år yngre på 10 dage?

2015-03-30 12.12.07-1

Jeg ved ikke om i forstår, men når man har ageret strandet hval under to graviditeter og derefter mælkeserviceorgan i de efterfølgende måneder og derved ikke helt har følt sig som sig selv, så efterlades der et akut ønske om at føle sig bare lige lidt lækker igen.

Man køber nyt tøj som måske endda er lidt moderigtigt for en gang skyld. Man går all-in i undertøjsekvipering, da dagen hvor man kan passe sine gamle bh’er igen, sjovt nok falder sammen med den dag hvor grise lærer at flyve, dvs ALDRIG igen…

Til sidst står man så dér foran spejlet og forventer, at se sit gamle spejlbillede, but noooo. Man kan komme nok så mange lag foundation, concealer og highlighter på det ansigt, men det kan ikke dække tegnene fra alle de søvnløse nætter eller den til tider dårlige kost (ok mega dårlige kost) som man har været på de sidste par år.

Jeg er med på at kroppen ændrer sig med alderen og det er ganske naturligt. Men jeg havde ærligt talt regnet med, det ville gå lige en tand langsommere med den aldringsproces. To graviditeter og amninger umiddelbart efter hinanden, som drænede min hud fuldstændigt for fugtighed, efterlod min hud trist og rynket.

Og så gik jeg fuldstændig amok i anti-age. Jeg har brugt SÅ mange penge på microdermabrasion, serum (hedder det egentlig sera i flertal??), lemonpeels, dermarollers, hyaluronsyreprodukter og så videre. Og bevares det virkede da lidt, men med tiden blev det altså en dyr affære. Da jeg blev hjemmegående, var det det første sted jeg vidste jeg blev nødt til at spare. Der måtte tænkes ud af boksen og jeg lavede en masse research, for der måtte da findes en billigere, og måske endda sundere, måde at holde rynkerne i ave?

Løsningen var at lave det hele selv. For at komme i gang skulle jeg reelt blot bruge noget sheasmør, noget voks af en art og én af børnenes plastikmadskåle til at varme det hele i. Sheasmør giver en masse fugt og voksen holder på fugten. Så nemt er det faktisk. Derefter var det bare at tilsætte diverse virksomme vitaminer og olier og voila!

Og ved i hvad? Det giver præcis det samme resultat, som de dyre cremer. Jeg tror nemlig hemmeligheden bag sund hudpleje er, hvad du gør FØR du tager din serum og creme på. Jeg bruger en konjaksvamp hver dag, som fjerner det tørre, øverste hudlag helt nænsomt og efterladen huden klar og frisk. Anette på Beautyspace, som er helt fantastisk til det med hudpleje, mener at denne proces sagtens kan klares, med én af de billige vaskeklude fra IKEA, hvis man er i sparemode. Jeg er dog så glad for min svamp, at jeg nødigt vil vælge noget andet. Jeg skifter lidt mellem dem apoteket fører – se dem hér, eller dem fra Karmameju. Jeg kan slet ikke anbefale denne metode nok, så prøv det nu, det gør altså forskellen!

2015-04-12 10.44.49

Denne creme er resulatet af mange forsøg, mest af alt for at finde den rigtige konsistens. Jeg vil anbefale at man, mens cremen køler ned i en skål med is, pisker cremen med med et elektrisk piskeris for at få en luftig creme. Det kræver tålmodighed, men det betaler sig synes jeg.

2015-03-30 11.24.04-1

Anti age ansigtscreme

Ingredienser

  • 2 spsk sheasmør (jeg bruger denne)
  • 1 spsk jomfrukokosolie
  • 1 spsk jomfruolivenolie
  • 5 gram bivoks (jeg bruger denne)
  • et par dråber e-vitamin og a-vitamin (find dem hér og hér)

Fremgangsmåde

Kom alle ingredienser, undtagen vitaminerne, i en plastskål og smelt det hele ved lav varme i mikrobølgeovnen. tjek til det hele tiden, da det ikke må blive for varmt, da olivenolien mister nogle af dens gode egenskaber ved for høj varme. Alternativt kan det hele smeltes i et vandbad, blot brug en skål i glas eller stål istedet. Når det hele er smeltet, tilsættes vitamindråberne. Derefter kan blandingen enten fyldes i det glas du ønsker at bruge som beholder, eller du kan piske det først, som beskrevet ovenfor.

Jeg opbevarer cremen på badeværekset, men for at få længere holdbarhed, kan du sætte den i køleskabet. Dog har jeg læst mig til, at e-vitamin er konserverende og derfor skulle holde cremen frisk længe. Jeg bruger sådan en portion på et par måneder og jeg har ikke oplevet, at den er blevet dårlig.

Kunsten at bage en god low carb bolle

  

Vi har længe levet efter low carb high fat principperne herhjemme og hold nu op hvor har jeg forsøgt mig med en masse forskellige opskrifter! Det er utrolig svært at finde en konsistens og smag, som kan substituere den gode hvedebolle. De bliver hurtigt for ægge-agtige eller for tunge på grund af kernerne. Den bedste konsistens, synes jeg, man får ved at tilsætte ost i dejen, men altså, selvom jeg er kæmpe ostefan, er jeg ikke til ostesmag i mine boller. 

For kort tid siden lavede jeg så de famøse TH (Tina Hansen)  boller. Jeg kender næsten ikke ét eneste lchf-forum som ikke har lovprist netop denne type bolle, som får et meget luftigt indre grundet kombien af bagepulver og æblecider. Og ja de ligner almindelige boller, men jeg er ikke til at HUSKpulveret knaser mellem tænderne?! Jeg har brugt forskellige typer HUSK  og de endte alle med at knase, altså lidt ligesom småsten eller sand…. Men smagen og konsistensen er lige i øjet. Samtidig er de virkelig nemme at lave, hvilket kan være en vigtig faktor:-). Dog må jeg erkende at jeg med denne opskrift, mistede troen på at det faktisk KUNNE lade sig gøre at bage ægte boller på lchf-manér. 

Lige indtil jeg læste om bollerne ovre hos minebedstelchfopskrifter.dk. Rikke der har bloggen skulle være lchf-brødekspert, så hvorfor ikke forsøge sig én gang til? Og ved i hvad? Nu har jeg dæleme fundet dem – altså de lowcarb boller som ikke efterlader hvedemelssavn! Koden er åbenbart pofiber, æggehvider og en masse mildtsmagende ost. Jeg var virkelig skeptisk ift den store mængde ost i dejen, men jeg kunne kun dufte den meget, meget svagt da de var helt nybagte og ellers er der intet at hverken dufte eller smage. De er lidt omstændige at bage, da man skal hakke osten med en minihakker, hvilket, for mig, tog cirka 20 (!!!) minutter. Jeg bagte en dobbeltportion i dag, hvor jeg kørte osten igennem raspen på foodprocessoren. Klart en hurtigere løsning og jeg synes det fungerer fint. Man skal bare sørge for at osten er helt smuldret. Da de kan fryses, anbefaler jeg, du laver nogle store portioner og fryser de overskydende ned. 

Der bliver en del æggeblommer til overs, så det jo fuldstændig forsvarligt og naturligt at bruge dem i en god flødeis eller måske til en luftig og lækker zabaglione?;-).

Boller (9 stk)

Ingredienser:

  • 3 hele æg
  • 6 æggehvider
  • 250 gram mild cheddar eller gouda lavet til smulder
  • 1 dl fedtreduceret mandelmel
  • 2 dl pofiber
  • 50 gram smeltet smør
  • 2 spsk gul HUSK
  • 2 spsk kokossukker
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk fint salt
  • 1 æg til pensling

Fremgangmåde:

Bland alle ingredienser sammen og lad det samle sig i 10 minutter, mens ovnen varmer op.

Form bollerne med lidt våde hænder og bag dem ved 175 grader varmluft i 20 minutter.

De vil også egne sig fremragende som burgerboller, blot drysset med sesamfrø inden bagning

Sommerstemning

Ét af de steder jeg har flest skønne sommerminder fra, altså i mine voksne år, er min mands families sommerhus. Det er lillebitte og indtil for et år siden en reel sundhedsfarlig affære. Ikke desto mindre elsker jeg det sted. Det ligger på stranden med udsigt over Løjt land i den sønderjyske. Og jeg føler mig uendeligt langt væk fra mine vante rammer når jeg er der. Det er så ufatteligt smukt og idyllisk. Et plus ved huset er også at det ligger langt fra byen, således at man ikke lige finder på at tage en gåtur derind, men derimod isolerer sig i det lille paradis og keder sig. Virkelig keder sig. Specielt når man, på regnvejrets 4. dag, har spillet alle de brætspil man lyster, har bagt alle de pandekager man kan spise etc. Men jeg tror det er godt for kroppen at komme helt ned i gear og jeg nyder stilheden inde i hovedet. Men der er også de

De smukke solrige dage, hvor man bare daser, bader spiser og sover. Åhh jeg savner det sted, her hvor det stadig er koldt, men det lysner heldigvis udenfor og blomsterne begynde at titte op ad jorden.

Én af de mange gode ting ved at være hjemmegående og have en mand som laver PhD er fleksibiliteten. Vi kan tage afsted midt på ugen hvis det skal være, det skal selvfølgelig lige planlægges med manden. Det er føles rart for min sjæl at være så fri lige nu. Jeg drømmer om at kunne tage på lange rejser ud i verden med børnene en dag. men lige nu rækker økonomien kun til det sønderjyske, og men det er nu heller ikke helt galt.

Denne mousse lavede jeg i sommerhuset sidste år, en sløv solskinsdag, hvor vi ikke havde kunne tage os sammen til at handle ind, så derfor måtte jeg tænke kreativt, da morgenmaden skulle på bordet. Jeg vil anbefale kun at bruge meget modne bananer, da det ellers er lidt svært at skjule avokadosmagen. Måske nogle vil foretrække, at kunne smage alle ingredienser, men jeg er ikke til avokado i min søde morgenmad.

chokolademousse

Chokolademousse – 1 person

Ingredienser:

  • 1 moden banan
  • 1 moden avokado
  • en smule agavesirup
  • 3 spsk raw kakaopulver

Fremgangsmåde:

Kom banan og avokado i køleskabet, eventuelt aftenen før hvis moussen skal spises til morgenmad.

Blend det hele til en ensartet mousse og smag til med agavesirup. Servér!